mandag den 18. januar 2010

Yoga - Solhilsen


Som jeg skriver i min profil, har jeg rigtig stor glæde af at dyrke yoga (Hatha yoga). Det har været en gave, for jeg har næsten fået en ny, velfungerende krop. Især i den lunere del af året. Jeg har her i vinter måttet sande at kulde, og især denne periode med sne, ikke gør noget godt for min krop...

Men mine onsdage hos min dejlige yogalærer, på et lille hold her på Thurø i en gammel, hyggelig bygning, er rigtig vigtige for mig.
                                                                         

Jeg har fundet ud af, at mange af de skavanker vi går og døjer med, bl.a. skyldes at vores krop ikke bliver holdt ved lige. Sener og muskler bliver for stramme, og så begynder det at gøre ondt i ryggen, knæene og alle mulige steder. Jeg kan nu gøre ting med min krop jeg aldrig ville have troet var mulige for mig, og har alligevel langt igen, især når jeg ser på hvad andre kan gøre med deres krop.
Det er ikke meningen vi skal være "slangemennesker", men da jeg første gang skulle prøve at ligge på ryggen og rulle benene bag over hovedet, så tæerne når gulvet, tænkte jeg, at det nåede jeg vist ikke foreløbig, men pludselig mærkede jeg gulvet...!!! Stor sejr!




Solhilsnen er en af de faste ingredienser i yogalektioner. Jeg synes den er hård at gennemføre; vi tager den altid 4 gange...
Jeg fandt disse fine billeder og forklaringer på nettet. De stammer fra bogen "Kroppens energier - en brugsbog i yoga" af Benthe Ploug.
De kan være en guide til selv at prøve, men det bedste er selvfølgelig at have en kyndig vejleder ved din side, så du ikke overbelaster kroppen, eller lige får lavet stillingen helt rigtigt.

Stå op og skab god kontakt til underlaget. Øjnene skal være lukkede. Vejrtrækningen foregår kun ind og ud gennem næsen. Hav hele tiden fokus på vejrtrækningen. Det vigtigste er, at du hele tiden trækker vejret dybt ned i maven ved alle øvelser, og ikke står og holder vejret.. Det kommer jeg ofte til. Vi holder også alle stillinger i nogle sekunder/minutter, for bedre at finde ind i stillingen og finde fokus på kropsholdning og vejrtrækning. Og pas på ikke at gå længere end du kan holde til, men det må godt føles lidt hårdt.... (det gør det stadig for mig)



1. stilling
Placer hænderne i Hilsestilling foran på brystet ved at håndfladerne lægges mod hinanden, fingrene vender opad og tommelfingrene presses let ind mod brystbenet. Stå således lidt og mærk dig selv fra hoved til fødder, hele kroppen.







2. stilling
På en dyb indånding føres armene strakte op over hovedet og føres bagud samtidig med at du svajer let (ikke helt så kraftigt som billedet viser). Stå i stillingen lidt, mens du husker vejrtrækningen.






3. stilling
Bøj dernæst kroppen fremover på en udånding, så håndfladerne lægges i gulvet ved siden af fødderne. Bøj evt. let i knæene. Hold stillingen et par sekunder.






4. stilling.
På næste indånding føres højre ben bagud, så tæerne og knæet er i underlaget (det kan også løftes, så strækket på låret bliver lidt kraftigere), kom op på fingerspidserne og hold kroppen som en lige linje (ryggen og hovedet). Hold stillingen et par sekunder.



5. stilling. (Bjergstillingen)
På næste udånding føres venstre ben bagud, stræk ud i knæene så enden stritter op mod loftet. Begge håndflader og fodsåler skal være i gulvet. Kroppen udgør nu en stor vinkel. Hold stillingen et par sekunder. (Den er rigtig hård, og jeg når ikke gulvet med hælene endnu..)





6. stilling.
Fra bjergstillingen kan du gå ned i planken (ligesom når vi lavede armbøjninger - kroppen helt lige med strakte arme). Sæt knæene i gulvet og sænk kroppen med bøjede armene i liggende stilling.Læg tæer, knæ, bryst og hage i gulvet, så maven er løftet lidt fra gulvet.












7. stilling. (Kobraen)
Træk vejret ind og uden at håndfladerne flyttes holdes lysken i gulvet og overkroppen løftes ved at du strækker ud i armene. Hold skuldrene nede. Hovedet lægges let bagover. Hold stillingen et par sekunder. Derfra udføres øvelsen omvendt tilbage.





8. stilling. (Bjerstillingen)
På udåndingen løftes maven, stræk ud i knæ og arme, så du igen står i en stor vinkel. Forsøg at få hele fodsålen i gulvet. Hold stillingen et par sekunder.




 
 



9. stilling.
På næste indånding føres højre ben frem så fodsålen placeres mellem håndfladerne. Venstre bens tæer og knæ er i gulvet bag kroppen. Kom op på fingerspidserne og hold overkroppen strakt. Hold stillingen et par sekunder.
 



10. stilling.
Foretag en udånding, venstre ben føres frem så begge fodsåler er i gulvet mellem håndfladerne, stræk ud i knæene. Hold stillingen et par sekunder.



11. stilling.
Træk vejret ind og før armene strakte frem foran kroppen og bagover, så maven skydes frem, ryggen svajer. Hold stillingen et par sekunder.






12. stilling.
Til sidst sænkes armene, hænderne lægges i Hilsestilling foran på brystet på udåndingen. Dette udgør en halv omgang. En hel omgang udføres ved, at det er venstre ben der føres bagud ved 4. stilling, og venstre fodsål der placeres mellem hænderne ved 9. stilling.







God fornøjelse!!
Jeg vil forsøge at lave flere indlæg med forskellige yogastillinger, og beskrive hvad de er gode for.

4 kommentarer:

  1. Heysa Ingelise!

    1000 tak for dine meget søde kommentarer til mine smykker. Det er simpelthen så dejligt.

    Hvis du er interesseret, vil jeg gerne lave et til dig. Det kunne være en super spændende opgave ;)
    Du kan jo skrive på min mail, hvis det var noget ;)

    kristine.k.h@gmail.com

    Lyder forøvrigt rigtig hyggeligt med en blogsammenkomst. Men Svendborg er altså lidt langt væk....øv øv

    Kh Kristine

    SvarSlet
  2. Tak for at minde mig om solhilsenen. Jeg har tænkt på at begynde til yoga, men går allerede til gymnastik, så jeg tror ikke der skal mere på mit program. Til gengæld kunne jeg da lave 3 solhilsener hver morgen inden morgenmaden.
    Knus fra Mette

    SvarSlet
  3. Hej Inger Lise
    Hvor ser og lyder det spændende det yoga. Det vil jeg virkelig overveje. Det er vel fuldstændigt lige meget om man er stiv som et bræt når man starter? Jeg tror jeg vil finde et begynderhold et sted.
    Kærlig hilsen Sonnie

    SvarSlet
  4. Kære Mette og Sonnie!
    Det er en rigtig god ide at lave solhlsnen om morgenen. Jeg når desværre sjældent mere end strækket op og bøjningen ned, men de er også gode! Og ja, man kan sagtens gå til yoga selvom man er stiv!! Du skulle se os på holdet. Alle, næsten har en skavank, og de fleste svage har sider. Jeg var selv ret meget for stiv da jeg begndte, og solhilsnen alene var ved at tage livet af mig! Den er stadig hård, og langt fra "perfekt", men det er vigtigt at måle med sin egen målestok og ikke andres, og have øje for de små fremskridt, og de kommer! Stillinger jeg troede var umulige kan jeg nu, og så er der stadig nogen jeg aldrig tror jeg kommer til at kunne. Men jeg forsøger...
    Knus fra Inger Lise

    SvarSlet

Hilsner fra jer

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...